|
 Efter mit ophold i Malabo tog jeg i
1977 realeksamen fra min gamle skole i Hammel. Mine forældre var taget videre
til Mozambique, og det varede ikke længe før udlængslen trak i mig. Som 20-årig
tog jeg på rejselederkursus hos Tjæreborg i håbet om at blive sendt ud til
spændende og eksotiske destinationer.
Mit første job blev på Mallorca. I 1978 sad jeg en aften på en bar i byen Palma
sammen med nogle kolleger, da jeg fik øje på en gruppe afrikanere ved et andet
bord. De stirrede på mig og diskuterede højlydt. Pludselig kom de hen til mig,
hev mig op fra stolen og krammede mig. -Du er vores søster, sagde de. De havde
fået øje på mit bubi-armbånd og kunne ikke tro deres egne øjne.Det viste sig, at
de var bubi-frihedskæmpere, som var flygtet fra Malabo og nu fra udlandet
forsøgte at skabe opmærksomhed omkring deres hjemland. Jeg bibeholdt en nær
kontakt til dem, indtil de i 1980 atter kunne vende hjem.
Mit job hos Tjæreborg førte mig til
Norge, Skotland, London, Grønland og Gran Canaria. I 1980 vendte jeg endelig
tilbage til Afrika. Denne gang som safariguide i det smukke og fredelige Kenya.
En umådelig stor kontrast til alt, hvad jeg tidligere havde oplevet.
Efter et par vidunderlige år på den kenyanske savanne, tog jeg tilbage til
Danmark for at uddanne mig indenfor ”Eksport og International Markedsføring”.
Men jeg kunne ikke undvære Afrika, og tog efter endt uddannelse til Tanzania,
hvor jeg arbejdede som guide for et lille rejsebureau.
Mine forældre boede da på øen
Zanzibar ud for Tanzanias kyst, og jeg tog et par gange turistgrupper med
derover. Zanzibar var da, i midten af 1980’erne, ved at åbne op for turisme
efter næsten 30 år i mere eller mindre isolation. Jeg blev spurgt, om jeg havde
lyst til at åbne et rejsebureau på øen, og det gjorde jeg i 1987.
På den måde kom jeg til at være med i en spændende tid på Zanzibar, hvor man
skulle finde sine egne fødder og få en helt ny industri op at stå. Det var ikke
let i starten, fordi de få eksisterende hoteller var slidte og grimme, og
logistikken var et mareridt. Men øen, befolkningen og historien var det hele
værd, og Zanzibar er i dag et smukt og yndet turistmål.
Efter seks år overlod jeg mit
bureaus kunder til mine ansatte. Nu kunne de sagtens klare det selv, og jeg tog
ud i bushen igen. Her fik jeg job som manager på et lille hyttehotel på den
nordøstlige kyst af Zanzibar.
Hotellet var primitiv luksus: Ingen strøm eller indlagt vand i starten, men det
lå så smukt, at det var det hele værd.
Vi kaldte det ”The sunny side of Paradise.”
Jeg boede to år i en lille
palmehytte med gammeldags das bagved og en vandtønde under åben himmel til
brusebad. Ingen vinduer eller døre – bare en hytte mellem kokospalmer og med
udsigt over det indiske ocean. Og fred.
1997 vendte jeg tilbage til
Danmark. Efter min debutbog, "Ragnarok i Tarzan-land", er jeg gået i gang med
endnu en bog om mine oplevelser gennem årene ude i den store verden.
Safaritango
Safaritango er den anden roman over
Heidis oplevelser i det fremmede. Nu er hun i gang med en ny baseret på sine
oplevelser under hendes seks år lange ophold på øen Zanzibar ud for Tanzanias
kyst |
