I november 1973 sagde jeg farvel til min familie, venner og skolekammerater hjemme i Hammel. Sammen med
mine forældre, og vores skottehund Olsen, rejste jeg til den lille ø Fernando Po. Den udgør, sammen med et stykke fastland, Rio Muni, staten Ækvatorial Guinea i Vestafrika.

Jeg var netop fyldt 16 år og havde ingen idé om, hvad der ventede mig. Min far skulle arbejde for UNDP (United Nations Developement Programme), et udviklingsprogram under FN, og sørge for vedligehold af øens strømfor-syning samt oplæring af de lokale medarbejdere.
Ifølge de papirer vi havde modtaget fra FN, kunne man sammenligne øen, som havde været en spansk koloni indtil 1968, med et afrikansk Gran Canaria - et yndet feriemål for Spanierne, et lille fredeligt tropeparadis, hvor man kunne købe alt.

Virkeligheden viste sig at være en helt anden. Vi havnede, som de eneste danskere, i Afrikas dengang værste diktatur, og det siger ikke så lidt. Mord, tortur og sult var en del af dagligdagen. Præsident Macias Nguema Bioko havde i løbet af de fem år, han havde haft magten systematisk udryddet al opposition med hård hånd. Han havde udnævnt sig selv til præsident på livstid og var landets enehersker og ”Eneste mirakel.” 

Under hans regime blev undervisning i skolerne forbudt, uddannede mennesker blev forfulgt, fængslet eller flygtede, pressefrihed blev afskaffet, og landets økonomi blev totalt ødelagt. Stop af al import resulterede i, at forretningerne i byen stod gabende tomme, og da diktatoren også forbød fiskeri i havet omkring øen, opstod der hungersnød.

Der er ingen officielle tal, men det anslås, at omkring 50.000 mennesker blev dræbt og, at en tredjedel af befolkningen flygtede i løbet af de 11 år Macias terrorregime varede. Det gik værst ud over øens fredelige urbefolkning – bubierne.

Marcia havde udnævnt sig selv til præsident for livstid. Den varede, indtil han blev henrettet af sin afløser og nevø, som stadig er ved magten. Dermed er diktaturet ikke slut. Der er blot kommet en ny leder af det. 

Det var en tragisk og anderledes hverdag at havne i, som en ganske almindelig dansk teenagepige. Men det forunderlige er, at selv i så absurd en verden, kan man finde lysstråler og møde mennesker, som for altid vil ligge på lur i ens bevidsthed. De vil minde om, at der kan være håb, mod og godhed i selv den værste situation.
Det blev den ballast, som gjorde, at jeg den næste snes år opholdt mig ude i den store verden. Gennem alle disse år har det ligget i mit baghoved, at jeg måtte beskrive mine oplevelser i de to og et halvt år, min familie og jeg opholdt os i landet. I al den tid skrev jeg ugentlige breve hjem til min skoleveninde - Sanne. Denne bog er baseret på disse breve samt på mors og mine dagbøger fra dengang.

Jeg har kaldt bogen ”RAGNAROK I TARZAN-LAND”. Det har jeg gjort, fordi det var et land i opløsning. Naturen i  landet er som kulisserne i datidens Tarzan-film, og abernes konge klarede alle problemer. Alfahan blandt aberne her var diktatoren. Paranoid og mørkeræd, som han var, havde han kun respekt for én mand – min far Tarzan.
Han sørgede jo for lys, så der ikke kunne begås statskup mod ham i ly af mørket. Derfor kunne min far, og os andre, slippe af sted med ting, som ville have kostet almindelige borgere livet. 

De fleste mennesker aner knapt nok, hvor det, jeg kalder Tarzan-landet ligger. Kun få danskere ved, hvad diktatur virkelig er. Dette til trods for at beretninger om diktatur og terror fra hele verden dagligt serveres via TV. Det er for dem, at denne bog er skrevet. Men selv under det værste diktatur kan menneskelighed og sammenhold eksistere. Det handler denne bog også om.

Heidi Karnold Mortensen